Workshoppen INTERVENTIONS 2009 foregik i og omkring The Llanfyllin Workhouse i Wales, en nedlagt og temmelig forfalden fattiggård fra 1840, der var ved at blive omdannet til en slags kulturhus.
Fattiggården var bygget op med 4 gårde, én for mænd, én for kvinder, én for drenge og én for piger, og disse gårde var helt isolerede fra hinanden. En familie, der kom på fattiggården, ville således blive splittet op og leve ganske få meter fra hinanden uden nogensinde at se hinanden endsige have anden form for kontakt med hinanden. Det eneste sted, hvorfra man havde udsigt til alle 4 gårde, var fra fattiggårdsinspektørens bopæl øverst i midter-tårnet. Der skulle ikke være noget tillokkende ved at komme på offentlig forsørgelse på fattiggården, og det har der ganske givet heller ikke været.
INTERVENTIONS var en 10 dages workshop, hvor vi skulle producere et stedsspecifikt værk, og jeg gik i genbrugsbutikken og fandt 4 sweaters i forskellige størrelser. Jeg strikkede ærmerne på disse sweaters sammen til en Family Jumper i et forsøg på at strikke den opsplittede familie på fattiggården sammen igen.